Livet som internathund
Livet som internathund
Når en ny internathund ankommer til os – uanset om det er fra private hjem eller frigivne politihunde – starter vi med et grundigt tjek hos dyrlægen. Dette sikrer, at hunden er sund og rask, og at den får alle nødvendige vaccinationer. Vores højeste prioritet er, at hundene har det godt og ikke lider nød, hverken fysisk og mentalt.
Efter dyrlægetjekket bliver hunden præsenteret på vores hjemmeside med en detaljeret beskrivelse. Vi ønsker, at den fremtidige familie får et klart billede af hundens karakter og behov, så de er velforberedte, før de kontakter os. Beskrivelsen laves ud fra vores observationer af hunden samt information fra tidligere ejere.
Mens hundene bor hos os, observerer vi dem nøje og arbejder på eventuelle problemer, de måtte have, så vi kan forberede dem bedst muligt til deres nye hjem. Nogle gange vælger vi at holde hunde tilbage fra adoption, hvis der er større udfordringer, som vi ønsker at løse først – for eksempel adfærdsproblemer eller usikkerhed. Vores mål er at sikre, at hunden er klar til at trives i sin nye familie.
Vi er heldige at have dedikerede frivillige, som bruger tid sammen med hundene – gåture, kæl og leg er en fast del af deres hverdag. Vi sørger for at hundene, der kan omgås andre hunde, får masser af socialisering og leg. Vi behandler alle hunde som vores egne, og vi føler et stort ansvar for at give dem omsorg og nærhed, så de får de bedste betingelser for en god start på livet i et nyt hjem.
Vi træffer kun beslutningen om aflivning i tilfælde af alvorlig og uhelbredelig sygdom, og altid efter dyrlægens anbefaling. Hvis den tidligere ejer ønsker at deltage i beslutningen, taler vi med dem før aflivningen. I tilfælde af alvorlige adfærdsproblemer, der udgør en risiko for andre, kan det også blive nødvendigt. Men der er ingen tidsbegrænsning for, hvor længe en hund kan være hos os; det afhænger helt af hundens trivsel.
De fleste hunde tilbringer cirka en måned hos os – nogle længere, nogle kortere.
Når nogen henvender sig med interesse for en bestemt hund, inviterer vi dem til et besøg. Her får de mulighed for at møde hunden, og vi får chancen for at vurdere, om hunden og den potentielle ejer passer sammen. Vi gennemgår denne proces med alle interesserede og vælger den familie, som vi mener vil passe bedst til hunden. Vi foretrækker at være forsigtige for at sikre, at der er det rette match.
Når vi har fundet den perfekte familie, udarbejder vi en adoptionskontrakt. Denne kontrakt indeholder forpligtelser som, at hunden ikke må aflives eller videreformidles uden vores inddragelse, at vi til enhver tid må tilse hunden i dens nye hjem, og at hunden skal være forsikret. Kontrakten sikrer, at vi kan følge hundens liv og velbefindende.
Du kan læse kontrakten her.
Hvis du overvejer at overdrage din hund til os, er du velkommen til at kontakte os for yderligere information.

